Bliv klogere på solceller, før du investerer

Er du typen, der elsker at spare penge, hvor du kan i hverdagen – fx på din husstands energiforbrug? I så fald er solceller værd at kigge nærmere på. Solceller er nemlig en oplagt supplerende energikilde til hjemmet, der vil kunne resultere i betydelige besparelser på el- og varmeregningen.

Men fordelen stopper ikke her. Solceller er nemlig også kategoriseret som en ”grøn energiform”, da en solcelle udnytter sollys til at producere energi, hvilket gør solceller til en såkaldt vedvarende energikilde. Det betyder, at du ved at investere i solceller ikke kun kan spare på din pengepung – du kan også spare verdensklimaet for miljøforurening på sigt.

Hvis det lyder som noget for dig, er det bare med at komme i gang med investeringseventyret hurtigst muligt. Men inden da er det vigtigt, at du lige stopper op og gør dig nogle overvejelser om investeringen. For er solceller egentlig det rette valg for dig? Hvad er solceller overhovedet? Og hvilke muligheder (og begrænsninger) har du? 

Læs med i nedenstående blogindlæg, hvor vi giver dig de vigtigste fakta om solceller og klæder dig optimalt på med den fornødne viden til at træffe den rette beslutning – og forhåbentlig sole dig i en god investering for fremtiden.

Hvad er solceller?

En solcelle omdanner kort fortalt solens lys til energi. Solceller producerer altså elektricitet ved hjælp af solens stråler, hvorefter husstande udnytter denne strøm til fx opvarmning, elektriske apparater og lignende formål, der kræver energi.

Én enkelt solcelle producerer isoleret set ikke ret meget energi. Derfor kobles solceller typisk sammen i såkaldte solcellemoduler. Hvert modul kan indeholde mellem 36 og 72 solceller og er opbygget af tynde siliciumplader, der bliver loddet sammen til én samlet helhed.

Når solens stråler rammer et solcellemodul, absorberes lyset, der inde i solcellerne transformeres til energi – nærmere betegnet jævnstrøm. Mængden og styrken af strømmen afhænger af henholdsvis modulets størrelse, og hvor kraftigt sollyset er på det pågældende tidspunkt. Det betyder altså, at energi fra solceller er direkte knyttet til (og delvist begrænset af) vejrforholdene.

Energiproduktionen er derfor naturligvis højest i dagtimerne, hvor solen står højt – og omvendt lavest om natten, når solen er gået ned. Det er dog ikke ensbetydende med, at du ikke kan få strøm via solceller i aften- og nattetimerne. Det fungerer nemlig typisk således, at overskydende strøm fra solcellerne sendes ud på det offentlige elnet, hvorfra du efter behov kan hente overskudsstrømmen tilbage.

Når du møder solceller hos forhandler og elleverandører, vil det som regel være i form af solpaneler. Det vil sige paneler, der samler et væld af solceller. Og hvis du sammensætter flere af disse paneler, får du et solcelleanlæg, der kan variere i størrelse, afhængigt af hvor mange paneler du anvender. 

Solcellepaneler og -anlæg monteres typisk på bygningers tage eller som stående formationer på jorden. Mange vælger at opsætte deres paneler på taget eller husfacaden, hvor solens stråler står direkte ind. Andre vælger at bruge dem som solafskærmning på huset.

Der er stor forskel på typer af solcellemoduler, og vi anbefaler altid, at du rådfører dig hos en fagekspert, inden du investerer.

Hvorfor vælge solceller? Der er penge at spare

Solceller er de seneste år vundet hurtigt frem blandt danskerne. Vi er et af foregangslandene i forhold til udnyttelse af solceller og vedvarende energikilder generelt, og vi oplever næsten hvert eneste år nye produktionsrekorder.

Men hvorfor er den lille solcelle så populær – og hvorfor vælger danskerne på stribe at investere i det? Det skyldes først og fremmest følgende to forhold, som vi allerede kort har berørt:

 

  • Solceller kan give markante økonomiske besparelser – i form af lavere el- og varmeregning.
  • Solceller producerer forureningsfri energi – helt uden udledning af miljøskadelige drivhusgasser, herunder særligt CO2.

 

Du kan altså som forbruger både profitere af solceller rent privatøkonomisk og samtidig bidrage til et bedre miljø.

Foruden ovenstående to forhold findes der en lang række andre fordele såvel som ulemper, du bør have in mente, når du overvejer at investere i solceller. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt solceller er det rette valg for dig, kan du blive klogere i vores blogindlæg, der netop adresserer fordele og ulemper ved solenergi.

Men lad os kigge endnu nærmere på den lille solcelle. Alle solceller er nemlig ikke ens – tværtimod.

Kender du forskellen på solceller?

De fleste kender til solceller rent overfladisk. Men det er de færreste, der ved, at der findes flere forskellige kategorier og typer af solceller – og det er afgørende at vide, hvilken slags man investerer i.

Overordnet set skelnes der mellem to kategorier: henholdsvis off-grid-/stand alone-solceller og nettilsluttede solceller. Lad os se på forskellen mellem dem.

  • Off-grid/stand alone: Denne type solceller går også under betegnelsen ”ø-driftssolceller” og producerer elektricitet uafhængigt af elnettet. Her lagres strømmen på et eksternt tilsluttet batteri.
  • Nettilsluttet: Som navnet antyder, er der her tale om en type solceller, der er integreret i selve boligens energisystem – og er dermed tilsluttet det offentlige elnet.

Begge typer solceller kan anvendes til privat brug og fås i alle tænkelige størrelser efter behov. Men hvor den nettilsluttede udgave er den klart mest udbredte blandt danskerne, er stand alone-solceller mere tiltænkt formål såsom campingvogne, sejlbåde, kolonihavehuse eller lignende. Det vil sige situationer, hvor der ikke er adgang til det offentlige elnet.

Dykker vi endnu længere ned i solcellens univers, kan vi yderligere skelne mellem tre typer.

Monokrystallinske solceller

Solcellen er opbygget af én type ensrettede siliciumkrystaller, der giver en sort-grå og ensartet overflade, der tilsvarende reflekterer solens stråler ensartet. Det resulterer i høj ydeevne pr. m2 og sikrer den bedste virkningsgrad sammenlignet med de andre typer solceller.

Polykrystallinske solceller

Disse solceller er opbygget af flere forskellige slags siliciumkrystaller, hvilket skaber en overflade med blålige farvenuancer. Da krystallerne er placeret i forskellige retninger, vil sollyset tilsvarende blive reflekteret forskelligt, hvilket resulterer i en uensartet overflade. Effekten er stadig relativt høj sammenlignet med prisen, der typisk er lavere end ved de monokrystallinske. Derudover afspejler de som regel højere grad af tilpasningsdygtighed i forhold til installationsformålet, da de både kan leveres med og uden ramme. Og skulle du ønske det, kan du tilmed indfarve solcellerne, hvilket dog typisk bliver på bekostning af både effekten og prisen.

Tyndfilmssolceller

Denne type solceller kan også fås i en såkaldt ikke-krystallinsk udgave (amorfesolceller), og de er opbygget af pulveriseret silicium. Her får du generelt lavere virkningsgrad end ved de krystallinske solceller, hvilket placerer dem i den laveste ende af prisskalaen. Blandt fordelene ved tyndfilmssolceller finder du, at de er langt mindre sensitive over for forstyrrelser såsom skygger, og de kan udnytte selv lys af lav intensitet og kvalitet til at producere energi.

Det kan virke meget nørdet og teknisk – og ikke mindst vanskeligt at finde hoved og hale i. Netop derfor er det vigtigt, at du altid spørger til råds hos fagfolk, der kan afklare, hvilken type solceller der passer bedst til dine behov.

Hvor meget energi kan solceller producere?

Men hvad kan sådan en solcelle så producere af mængder strøm? Den teknologiske udvikling på feltet går ekstremt hurtigt, og solcellerne bliver stadig mere effektive og avancerede. 

I dag vil du typisk kunne få solceller med en effektivitet på cirka 15-20 %. Og hvis du er ude i de mere avancerede anlæg, vil du endda kunne opleve en effektivitet på helt op til 20-23 %.

Hvor høj virkningsgrad du får, afhænger som tidligere beskrevet af, hvilken type solceller der er tale om. Derfor vil du også generelt skulle betale højere priser for højere effektivitet. Kort sagt: Kvalitet og pris går hånd i hånd.

Hvad er levetiden på solceller?

Hvordan forholder det sig så med vedligeholdelse og levetid? Jo, her kommer vi ind på en af de store fordele ved solceller.

Solceller er nemlig bogstaveligt talt en langtidsholdbar investering. Et anlægs levetid varierer fra model til model – afhængigt af anlæggets kvalitetsniveau og effektivitet. Dog siger man generelt, at det vil kunne holde i mindst 30 år frem. Heraf vil du ofte være dækket af en effektivitetsgaranti, der rækker mellem 20 og 25 år. Dette varierer dog fra leverandør til leverandør, hvilket du bør være opmærksom på.

Derudover kræver solceller minimal – hvis nogen – vedligeholdelse. Så når du først har fået dine paneler eller anlægget opsat, kan du sådan set læne dig tilbage og nyde godt af energiproduktionen. Vær desuden opmærksom på, at det er lovpligtigt, at dine solceller installeres af en autoriseret installatør.

Betaler solceller sig – bogstaveligt talt?

Nok snak. Lad os tale tal!

For hvor dyr en investering er solceller egentlig? Eller mere præcist: Hvor meget koster det at købe et solcelleanlæg?

Som så meget andet afhænger den eksakte pris selvfølgelig af en lang række forhold ved panelet – herunder:

  • størrelsen
  • formålet/behovet
  • effekten/virkningsgraden
  • leverandøren.

Ovenstående punkter er langtfra udtømmende, men de er alligevel med til at understrege pointen om, at prisen på et solcelleanlæg eller -panel kan variere betydeligt.

Der er selvsagt forskel på et lille panel, der udelukkende skal tjene til husbehov – fx et eller få moduler, der bare skal supplere varmeforbruget en smule i sommerhuset eller kolonihavehuset. Og så adskillige sammensatte moduler, der tilsammen udgør en stor overflade af solceller, der kan dække hele taget eller husfacaden på din privatbolig.

Vi kan også kravle op i en endnu større skala, hvis fx din virksomhed eller organisation påtænker at gå ”all in” på solceller – med henblik på at styrke jeres grønne profil udadtil og gøre en forskel for miljøet.

Men selvom priserne svinger fra brugskontekst til brugskontekst, er den generelle tommelfingerregel, at du typisk vil skulle lægge cirka 70.000 kr. (-100.000 kr.) for et anlæg af tilfredsstillende kvalitet.

Du vil som hovedregel gøre klogt i ikke at tage til takke med det allerbilligste af slagsen. De dyrere anlæg performer nemlig bedre hvad angår holdbarhed, vedligeholdelsesgrad og stabil effektivitet. Dette ud fra følgende logik:

Jo dyrere og højere kvalitet, desto længere levetid – og desto flere besparelser på den lange bane.

Men hvornår er dit anlæg så tjent hjem igen i kroner og øre?

Ja, igen må vi være dig svar skyldig. Det varierer på samme måde afhængigt af type af solceller og anlæg samt leverandørens priser og dit elforbrug. Generelt set siger man, at du vil have en tilbagebetalingstid på cirka 7-10 år. Og så skal der ikke meget hovedregning til at regne ud, at hvis du beholder dit anlæg i op til 30 år, ja, så er der mange år, hvor du får direkte overskud på kontoen.

Vigtige overvejelser, før du installerer solceller

Men inden vi slipper dig løs i junglen af solceller, moduler, paneler og anlæg, vil vi lige give dig nogle gode råd med på vejen. Der er nemlig en række vigtige overvejelser, du som minimum bør gøre, når du skal investere i solceller.

Det drejer sig blandt andet om følgende:

 

  • Placering: Dit anlægs virkningsgrad afhænger af, hvilken hældning og retning modulerne har – og dermed hvordan sollyset rammer. Grundet Danmarks beliggenhed er den ideelle placering mod syd og med en hældning på 30-45 grader. Med denne placering vil dit panel optage maksimal mængde sollys og således have størst effekt. Derudover bør du tjekke, om der er træer eller lignende, der eventuelt kunne skygge for solen der, hvor du påtænker at opsætte dit panel.

 

    • Solcelle- og modultype: Overvej nøje, hvilke krav du har til dine solceller og moduler – fx i forhold til levetid, prisleje, om de skal integreres i boligen eller placeres på jorden mv.

 

  • Visuel fremtoning: Tænk over, hvordan dine moduler eller dit anlæg skal se ud. Har du specifikke ønsker om formen, designet og farverne – og passer solcellerne rent æstetisk til det miljø, hvor de skal sættes op?
  • Afregningsmetode: Hvordan vil du afregne elproduktionen fra dine solceller? Her skelnes der mellem timebaseret nettoafregning og øjebliksafregning. Du kan læse mere om afregningsmetoderne på Energistyrelsens hjemmeside.
  • Salg af overskudsproduktion: Når du installerer solceller, skal du være opmærksom på, at du skal finde en produktionselleverandør, der kan købe overskudsproduktionen af dig, og som kan sælge den videre på elmarkedet. Dette er et krav, når du ansøger ved Energistyrelsen. Og det er netop dem, der bevilliger tilladelsen til installation af solceller. Bliv klogere på, hvordan du sælger din strøm, her.

 

  • Garantier: Tjek altid op på, hvilke garantier der følger med købet af dit anlæg – fx produktgaranti, ydelsesgaranti, inverter-garanti, garanti på monteringsbeslag og reklamationsret.
  • Tilskud: Overvej desuden, om du kan og vil søge om tilskud til dine solceller. Vi har skrevet et blogindlæg, der gennemgår reglerne og procedurerne for ansøgning om energitilskud.

Men det allervigtigste råd er, at du altid skal følge dit individuelle behov og formål med solcellerne. Det er til syvende og sidst ultimativt disse to parametre, der skal føre dig til den rette investeringsbeslutning.

Vi håber, at du er blevet meget klogere på solceller, og vi ønsker dig rigtig meget held og lykke med dit eget investeringseventyr!