Food Maker

Food Maker prøver sammen med de unge i Aarhus, og senere resten af Danmark, at skabe en glæde omkring mad

Hjem / Ting vi elsker / Food Maker

Food Maker

Food Maker er et 3-årigt udviklingsprojekt støttet af Nordea-fonden, som er blevet til i et samarbejde mellem Folkesundhed, Aarhus kommune, og Madkulturen. Projektet handler om at skabe madglæde blandt unge mennesker. Mange husker, hvordan man i skolen blev undervist i madpyramiden og fik en masse teoretisk viden ind, som for de flestes vedkommende blev glemt lige så hurtigt som det kom ind.

De fleste kan nok også nikke genkende til at have opvarmet en frysepizza eller to eller at have købt en shawarma på vej hjem fra arbejdet – altså sværget til en nem løsning i stedet for at lave ”rigtig mad”. Food Maker prøver sammen med de unge i Aarhus, og senere resten af Danmark, at skabe en glæde omkring mad. Der er ingen grund til at vælge den nemme løsning.

Projektet er ikke en løftet pegefinger, men nærmere et incitament til at gide/turde at lave god mad. Det handler om at udvikle ens madlavningsevner og opmuntre til at dele ens erfaringer fra madlavningen. Det synes vi er ret sejt. Ifølge Food Maker er planen at i perioden 2015-2017 skal frivillige unge i Aarhus skabe en masse events omkring det at lave mad. Alt fra pop-up køkkener på kollegier til madklubber rundt i byen.

Food Maker har en aktiv Facebook-side, hvor man kan finde en masse information om deres seneste projekter. Man kan også finde information om nuværende og kommende projekter på deres hjemmeside.

Foodmaker.dk