Det betaler sig at droppe dit oliefyr

Du kender formodentlig til udtrykket ”at fyre for fuglene”. Udtrykket bruges sjældent i en positiv kontekst, fordi det på den ene eller anden måde refererer til en ufornuftig (og dyr) opvarmningsform. En af disse varmeformer, der ofte koster mange danskere penge i form af tårnhøje varmeregninger, er oliefyr.

Olie og olieenergi er nemlig en relativt dyr kilde at bruge til opvarmning, og der kan derfor være stor fornuft, og ikke mindst gode penge at spare, ved at droppe dit oliefyr og udskifte det med en billigere varmeform – som tilmed er mere CO2-besparende og klimavenlig. Altså en udskiftning til gavn for din pengepung og verdensmiljøet.

Men hvad er olie og et oliefyr egentlig? Hvor kommer olie fra? Hvad bruger vi olie til? Hvad er henholdsvis den aktuelle råolie-pris og olieskift-pris? Og måske vigtigst af alt: Hvor meget kan du spare på varmeregningen ved at udskifte dit oliefyr? Alle disse spørgsmål og flere til vil vi komme ind på i dette blogindlæg, hvor vi dykker ned i undergrunden og kigger nærmere på olie som energi.

Rigtig god læselyst!

Hvad er olie – og hvordan fungerer et oliefyr?

Olie er et restprodukt af planter og andre organismers nedbrydningsproces under jordoverfladen, hvor de organiske rester over mange millioner år er blevet udsat for et voldsomt højt tryk og tilsvarende høje temperaturer. Denne proces har med tiden resulteret i dannelsen af sedimenter bestående af kildebjergart, som i dag udgør selve kilden til, hvor olie kommer fra.

Olien pumpes op fra oliereservoirer dybt i undergrunden, hvor råolie tidligere blev brugt på de danske kraftværker. Men i dag raffinerer vi hovedsageligt olien, så den kan anvendes til energiproduktion i forbindelse med fx transport samt opvarmning af private husstande via oliefyr.

Det globale olieforbrug er generelt set på vej ned ad bakke i takt med, at der udvindes mindre mængder af olie på verdensplan. Faktisk estimeres det, at olieproduktionen allerede har toppet og vil falde med hele 40-80 % frem mod 2040. Ikke desto mindre er der fortsat en del danskere, der opvarmer deres hjem med et oliefyr.

Olie bliver kategoriseret som et såkaldt ”fossilt brændstof”, hvilket betyder, at det er en knap energiressource. Samtidig er olie en klimabelastende energikilde, da olien udleder miljøforurenende gasarter til atmosfæren under sin anvendelse – fx når man vælger at fyre op i sit oliefyr.

Men inden vi kommer nærmere ind på fordele og ulemper ved et oliefyr, vil vi lige kort adressere følgende spørgsmål: Hvad bruger man olie til?  

Hvad bruger vi olie til?

Oprindeligt brugte vi i Danmark råolie fra undergrunden til at forsyne kraftværkerne, der således kunne generere energi. I dag bliver en stor del af olien som sagt raffineret (såkaldt ”destillation af råolie”), så den rent faktisk kan bruges til øvrige vigtige energiformål – fx:

  • benzin
  • dieselolie
  • flybrændstof.

Men det er nu langt fra kun transport, olie bruges til. Mange danskere køber også oliefyr til privat opvarmningsformål. Denne tendens er dog dalende, da det viser sig, at brug af olie til oliefyr faktisk er en relativt dyr varmeform.

Sammenholder man dette med det faktum, at olieforbrænding er blandt de tunge ”CO2-syndere”, der belaster verdensklimaet, bliver argumentet for at kigge efter alternative og mere miljøvenlige varmeformer større. Og undersøgelser viser samtidig, at du som forbruger endda kan spare gode penge på varmeregningen ved at udskifte dit oliefyr med alternative varmeformer baseret på vedvarende energikilder.

Men hvilke andre alternativer til olie og oliefyr har du så som forbruger? Og hvad er prisen på olie i forhold til andre energiformer – fx fjernvarmepriser til sammenligning? Lad os tage et kig på det.

Pris på olie vs. fjernvarmepriser – sammenligning med besparelsesmuligheder

Fremfor at se på den aktuelle råoliepris vil vi hellere koncentrere os om den aktuelle pris på olie, som du rent faktisk kan udnytte i hverdagen til opvarmning via dit oliefyr. Det vil sige den raffinerede olie.

Oliepriser svinger fra tid til anden afhængigt af markedet og efterspørgslen. Derfor giver det også mere mening at tale om pris på olie i direkte sammenligning med andre varmeformer. Netop en sådan sammenligning har Energistyrelsen foretaget mellem følgende energikilder:

  • olievarme
  • elvarme
  • fjernvarme
  • varmepumpe
  • naturgas.

Nedenstående illustration viser prisen og mængden af udledt CO2, som de enkelte varmeformer står for.

Kilde: Energistyrelsen.dk

NB: Energipriserne er gennemsnitlige forbrugerpriser. CO2-emissionsfaktorerne for el- og fjernvarme er landsgennemsnit.

Resultatet taler helt for sig selv: Der er både penge og CO2 at spare ved at droppe dit oliefyr og investere i mere klima- og budgetvenlige varmeformer. Nærmere betegnet en besparelse på 14.200 kr. om året ved at skifte fra oliefyr til varmepumpe og 7.300 kr. om året ved at vælge fjernvarme. Altså en reducering af varmeomkostninger, der kan mærkes direkte på varmeregningen – og ikke mindst miljøet i form af betydelige CO2-besparelser.

Du kunne også læse mere om udskiftning af dine ruder.

Fordele ved at droppe dit oliefyr

Der hersker således ikke nogen tvivl om, at der er øjensynlige fordele ved at skrotte det gamle oliefyr, der både sluger energi og penge samt forurener klimaet. Men lad os alligevel blive lidt mere konkrete.

Ved at udskifte dit oliefyr kan du:

 

  • spare gode penge, fordi olie er blandt de dyreste måder at opvarme boligen på
  • spare miljøet for udledning af CO2
  • spare udgifter og tid til service og vedligeholdelse af oliefyret
  • få tilskud på 22.000-45.000 kr., hvis du vælger en varmepumpe i stedet*.

 

*NB: Vær opmærksom på, at du udelukkende kan søge om tilskud ved at skifte til varmepumpe, såfremt du er bosat i et område uden fjernvarme. 

Hvis du er interesseret i at spare lidt ekstra på varmeregningen, og hvis du vil vide mere om dine muligheder for tilskud, kan du se her

Så meget kan du spare ved at udskifte dit oliefyr

Men lad os i direkte forlængelse af ovenstående lige sætte et par tal på de her besparelser. Ifølge Energistyrelsen kan du ende med at spare hele 40-70 % af din varmeregning afhængigt af din boligs størrelse og dit oliefyrs effektivitetsniveau (årgang). Samtidig vil du med et skift fra oliefyr til fjernvarme eller varmepumpe kunne reducere CO2-udledningen med cirka 65 %.

Men det er ikke kun på varmeregningen og klimaets konto, at du kan opleve besparelser. Til regnskabet skal du nemlig også medtage fx olieskift. ”Gør det selv”-typerne, der vælger at klare dette selv, vil skulle bruge både tid, besvær og penge på at finde ud af, hvor de kan få en passende olie til den bedste pris. Olieskift kan nemt blive en dyr omgang, når det skal gøres med jævne mellemrum, og derfor vælger mange i stedet at hente tilbud fra diverse værksteder. Pris på hvad et olieskift i gennemsnit koster svinger fra værksted til værksted, men du vil skulle forvente at betale mellem 749 og 1.499 kr.

Tjek selv, hvor meget du vil kunne spare ved at skifte til en anden varmeform ved bruge Energistyrelsens onlineberegner, ”Ny Varme”.

I forlængelse af ovenstående er det også vigtigt at have med i betragtning, at du med et oliefyr løbende skal foretage eftersyn og sørge for drift af oliefyret. Her anbefales det blandt andet, at du får:

 

  • kontrolmålt din oliekedel jævnligt
  • renset din skorsten af en skorstensfejer eller oliefyrsmontør – gerne mindst én gang om året
  • lavet et årligt serviceeftersyn.

 

Den specifikke oliefyrsservicepris afhænger selvfølgelig af, hvilken ydelse du modtager, og prisen kan variere meget fra firma til firma.

Hvornår er det tid til et nyt oliefyr?

Hvis ikke du vælger at udskifte dit oliefyr til en helt anden varmeform som fx fjernvarme eller varmepumpe, vil det næstbedste være at udskifte dit gamle oliefyr med et nyt oliefyr. For der er ingen tvivl om, at nye oliefyr er langt mere effektive end de ældre modeller.

Men hvornår bør du så foretage dette skift?

En god tommelfingerregel er, at hvis din oliekedel er over 15 år gammel, så bør du stærkt overveje at kigge på et nyt oliefyr. Det skyldes simpelthen, at de nye såkaldte ”kondenserende oliekedler” typisk udnytter energien langt mere effektivt, hvilket resulterer i et lavere varmeforbrug. Endnu en gang vil vi lige gøre opmærksom på, at du udelukkende kan foretage et sådant skift, hvis du bor uden for et område med fjernvarme eller naturgas.

Og hvis du vil spare ekstra gode penge, bør du målrettet gå efter en oliekedel med A-mærke, da disse modeller har den absolut højeste kedelvirkningsgrad på markedet.

SPAREEKSEMPEL:

Du kan spare hele 13.440 kr. om året ved at udskifte dit oliefyr, hvis din oliekedel er fra 1977, og hvis din bolig er opført i perioden 1930-1959 samt har en størrelse på 100 m2.*

Beregningen tager udgangspunkt i gennemsnitlige energipriser, et typisk varmeanlæg og i energiløsningen fra Videncenter for Energibesparelser i Bygninger.

Så vi kan hermed afslutningsvis konkludere, at uanset hvorvidt du overvejer at udskifte dit gamle oliefyr til et nyt oliefyr, eller om du påtænker at gå ”all in” og droppe dit oliefyr til fordel for en anden og mere klimavenlig varmeform, ja så er der penge at spare på kistebunden.

Og hvem vil ikke gerne det?

Held og lykke med besparelserne på din varmeregning – og husk nu ikke at fyre unødigt for fuglene.